Lidt om Astrologiens Historie

Det er en almindelig opfattelse, at astrologien må være opstået udfra en speciel erkendelse og et bestemt behov. Man kan tænke sig, at mennesket i første omgang søgte at tilpasse sig naturfænomenerne.

Det forhistoriske menneske så enhver hændelse og vekslen i naturen som betydningsfuld for dets eget eller stammens liv. årstidernes skiften betød forandrede livsbetingelser, og årstidernes rytme blev ledsaget af forandringer på stjernehimlen. Planeternes bevægelse blev sat i forbindelse med stammens skæbne.

For nutidens menneske er det næsten umuligt, at forestille sig, hvilken betydning solens opgang havde i en tid, hvor ingen elektricitet kunne oplyse tilværelsen døgnet rundt. Solens opgang i øst indebar en befrielse fra nattens mørke og truende kræfter.

I urtiden betød natten ikke blot mørke, men vilde dyr, dæmoner og djævle. Mennesket blev i urtids natten kun bistået med lys fra stjernerne og planeterne og frem for alt fra himlen.

Forholdet til naturen var umiddelbart og afhængigheden total. Mange psykologisk orienterede forskere mener, at vi fra Arilds tid har projiceret vores indre egenskaber- vor længsel og frygt, vort håb og vor mening - ud på himmelhvælvingen, at det er på grund af menneskets indre stræben efter at danne helheder, at de første mennesker antagelig begyndte at udskille en dyrekreds af mylderet af stjerner.

For nutidens menneske er det meget svært at forstå, hvordan man nogensinde har kunnet se fremstormende tyre (Tyren) løver og kentaurer (Skytten) blandt det kaos af lyspunkter, som den stjerneklare nat byder øjet.

Astrologien er uomtvistelig den ældste videnskab, vi kender. Den er blevet anvendt med verdsligt og politisk sigte i tusinder af år. Inden da opfyldte den religiøse og rituelle funktioner. Vi ved også, at fortidens mennesker har haft god viden om den astronomiske cyklus.

De ægyptiske pyramider og Stonehenge i England vidner om yderst eksakt viden, hvad angår astronomiske fænomener. Intet taler imod, at denne viden ikke skulle stå i direkte relation til astrologien og have været anvendt med rituel hensigt.

Vi har ikke adgang til skriftlige kilder, men der er bevaret eksakte måleinstrumenter, som regnes for at være lige så stærke vidnesbyrd om den type kundskab, som fortidens mennesker må have haft adgang til.

Vi ved ikke nøjagtigt, hvor og hvornår astrologien opstod. Men der er mange der mener, at den astrologi, som vi kender, udvikledes i Babylon. Det var kaldæerne som fastsatte antallet af planeter til syv, iberegnet Solen og Månen. I begyndelsen kaldtes de for (vilde geder) af babylonerne, en betegnelse som grækerne senere erstattede med (vandrere) som er planeterne.

Kaldæerne delte også Solens bane rundt om jorden i tolv dele eller sektioner. Denne inddeling fik senere det græske navn zodiaken eller dyrekredsen, som er den almindelig anvendte betegnelse.

Måske opfyldte observationerne af stjernehimlen fra begyndelsen et religiøst behov. Men det er også sandsynligt, at observationerne havde en sammenhæng med landbruget, så bonden ved at følge forandringerne på himmelhvælvingen kunne sætte disse i forbindelse med de vekslende årstider og derigennem kunne få sine retningslinier for, hvornår det var tid til at så og høste.

Hvis vi skal gå ud fra, at astrologien opstod af en slags så-kalender eller bonde praksis, så er spørgsmålet, hvordan der ud af denne udvikledes et system til at forudsige fremtiden. Problemet er nu nok ikke så svært at løse. Det ligger i selve en såkalenders hensigt at forudsige fremtidige hændelser.

Selv de daglige vejrrapporter i medierne er baseret på observationer, som udføres med det formål at (spå om vejret). Det er egentlig den samme tankegang, som kræves til at (spå om begivenheder), som til at (spå om vejret). Det kræver blot yderligere et abstraktionsniveau.

Uafhængigt af, hvor astrologien oprindeligt opstod, så kan vi sige, at den type astrologi, som vi kender, opstod i 600-tallet f.v.t. i middelhavsområdet. Grækernes og romernes interesse for astrologi er meget veldokumenteret.

I 100-tallet skrev Ptolemæus sin berømte Tetrabiblos, hvor han sammenfattede det meste af den tids viden om det, vi kender som (natal astrologi), d.v.s. den retning som beskæftiger sig med fødselsdagshoroskopet.

Man kan sammenligne Ptolemæus' (100-178) betydning for astrologien med ristoteles' betydning for videnskab og filosofi. De tolkningsregler, som fremlagdes i Ptolemæus' skrifter, er blevet citeret og refereret om og om igen helt op til vort århundrede.

Det er fra Tetrabiblos, at vi har fået inddelingen af planeterne i to grupper, (gode og dårlige) - (lykkebringende eller ulykkebringende). Hver nation styres af en planet og eller et tegn.

Ptolemæus udviklede også en korrespondancelære, som indebar at hver kropsdel modsvaredes af en planet eller stjerne. Han formulerede også reglerne for at stille et personligt horoskop.

Ved Alexanders asiatiske felttog i 329 f.v.t. åbnedes den hellenistiske verden for den Kaldæiske indflydelse. Men det var selve den rationalistiske græske tankeverden, som frembragte de principper, der senere kom til at dominere den astrologiske forestillings verden

Fra Anaximenes 550 f.v.t. kom ideen om Mikro / Makrokosmos. Grækernes forkærlighed for tal forhold fik stor betydning for astrologiens udvikling.

I 500-tallet f.v.t. fremlagde Pytagoras sin teori om (Sfærernes musik). Han opfattede universet som et system af hel tal serie korrespondancer. Disse dannedes gennem planeternes bevægelse i deres baner.

Pytagoræerne mente, at intervallerne mellem disse baner stod i et matematisk forhold som korresponderede med tone frekvenserne. De syv planeter befandt sig på en himmelsk lyre, og hver planet modsvaredes af en af de syv toner.

Ifølge Pytagoræerne var mennesket et mikrokosmos, et univers én miniature, som stemte overens med makrokosmos - universet som helhed. Den opfattelse finder man endog i Platons Timaios, hvori han også udviklede en teori om planet guder.

Ifølge Aristoteles var menneskeverdenen uløseligt forbundet med de himmelske hændelser, selvom han ikke direkte propaganderede for astrologi. (Man kan ikke komme bort fra, at denne verden er forbundet med bevægelserne i verden ovenover. Al magt i denne verden er styret af disse himmelske bevægelser).

Fra Empedokles (400-tallet f.v.t.) kom læren om de fire elementer, som gik ud på at disse elementer udgjorde altings -rødder-. Blandingen af elementerne blev gjort mulig af to principper - kærlighed og had.

Læren om de fire temperamenter kom fra Galenes (130-200). Hippokrates tillempede Empedokles teorier til sin medicinske teori og praktik. Han benyttede også sine patienters fødselshoroskop som et diagnostisk instrument.

Den kaldæiske astrologi vandt indpas i Grækenland takket være en kaldæisk astrolog ved navn Berosus. Han grundlagde en skole på øen Kos i ca. år 280 f.v.t. Hans elever startede forskellige astrologiske virksomheder i de fleste græske byer.

Efterhånden forsvandt de kaldæiske betegnelser og erstattedes af de hjemlige græske guder. Metoder til udregning af det minutrigtige horoskop udvikledes også i Grækenland Det første kendte horoskop, hvor man tager hensyn til ascendanten er fra år 70.

Den græske astrologi påvirkedes senere af stoicismen. Ifølge denne lære var alleforeteelser i universet afhængige af den guddommelige vilje. Astrologien var det instrument, ved hvis hjælp, man kunne forstå og tolke denne vilje.

I Rom praktiseredes en mængde forskellige metoder til forudsigelse af fremtiden. Derfor varede det ret længe inden astrologien slog igennem.

Det var gennem kontakterne med de græske kolonier på Sicilien i 200-tallet f.v.t., at astrologien vandt indpas i den romerske tankeverden. Læren blev også populær i de lavere klasser gennem kontakten med græske slaver.

Romerne kaldte astrologerne for (kaldæere eller matematikere). Astrologien, som havde sine rødder i orientalsk filosofi, var deterministisk. Romernes ideer om fri vilje stod i modsætning til disse opfattelser om en helt forudbestemt skæbne. Som følge deraf mødte astrologien også meget stærk kritik i begyndelsen.

Selv om astrologien frem for alt var populær blandt stoikerne, stillede f.eks. Cicero sig skeptisk til stjernetydningskunsten. Men efterhånden som romerriget ekspanderede, øgedes også kontakterne med andre kulturer, og fremmede religioner og lærer påvirkede romernes tankegang. I det romerske imperiums tid blev astrologien mere eller mindre accepteret.

Kejsere som Cæsar, Pompejus og Crassus havde tillid til astrologien. Det blev mere og mere almindeligt, at kejseren havde sin egen hof astrolog. Kejser Augustus havde en astrolog ved navn (grækeren Theogenes), og en vis Babilus var astrolog for både Claudius og Nero.

Augustus lod de romerske mønter præge med sit månetegn,Stenbukken. Kejser Tiberius studerede oven i købet selv astrologi. år 70 beklagede Plinius sig over det faktum, at praktisk taget alle troede på de astrologiske lærere.

At Plinius så skulle være en slags rationalistisk helt i en mørkets tid er imidlertid helt fejlagtigt. Han troede nemlig i stedet på en konkurrerende spådomskunst.

De fleste romerske kejsere anvendte og udnyttede astrologisk viden for at slippe af med tænkelige rivaler til magten - ofte på en meget drastisk måde.

Så vidt man ved, forsvandt astrologiens indflydelse i Europa stort set efter romerrigets fald. Den vendte først tilbage i 1000-tallet. Kirken havde et ambivalent forhold til astrologien. Den skiftevis tog astrologerne til sig og forfulgte dem.

Paven Sylvester studerede selv astrologi i sin periode i Spanien, og indrettede senere et observatorium i Rom. Han blev i den anledning mistænkt for at stå i ledtog med djævelen.

På trods af at kirken i et antal tilfælde officielt fordømte astrologien og de som praktiserede den, så begyndte den atter at blomstre. Det skyldtes først og fremmest arabisk og jødisk indflydelse i Spanien. Kirkens forbud trodsedes ofte af magthaverne, og det blev atter populært at have sin egen hof astrolog.

Michael Don Scotous (1175-1234), oversætter af Aristoteles skrifter fra arabisk til latin, var også hof astrolog hos kejser Frederik II.

De førende astrologiske tænkere i middelalderen var dog Thomas af Aquinas (1225-74) og Roger Bacon (1212-94). Aquinas argumenterede i sin Summa Teologien for, at stjernen påvirker menneskenes kroppe direkte, men kun indirekte deres sjæle.

Bacon, filosof og videnskabsmand med encyklopædisk viden, bidrog selv med astrologiske teorier. Han udviklede et system til udvælgelsen af det bedste tidspunkt til at påbegynde forskellige forehavender.

Takket være den senere helgengjorte Bonaventuras (1221-74) astrologiske beskæftigelser, blev astrologiens værdi og betydning ikke længere sat i tvivl af kirken.

Efter romerrigets faldt blev astrologien, ligesom den antikke filosofi, forvaltet af araberne. Det var kaldæiske handelsmænd, som introducerede astrologien i den arabiske verden, men først da araberne overtog forvaltningen af den antikke arv, kom den virkelige udvikling.

Man byggede videre på Ptolemæus Tetrabiblos. Alle de mest kendte og betydningsfulde arabiske videnskabsmænd beskæftigede sig med astrologi, og de knyttede den til medicinen. Avicenna (980-1037) benyttede sig af Astrologi i sit virke som læge.

Den berømte astronom Albumasar sammenfattede græsk og ægyptisk astrologi i bog form. Hele den arabiske videnskab var gennemsyret af astrologi.

I renæssancen spillede astrologien i allerhøjeste grad en afgørende rolle. Alle videnskabsmænd havde mere eller mindre indsigt i emnet.

Ved universiteterne underviste professorerne i astrologi, og selv pave Sixtus IV anvendte astrologi til udvælgelsen af de mest fordelagtige tidspunkter i forbindelse med planlægning af rejser, krige og andre forehavender.

ægteskab arrangeredes også efter vejledning af astrologer. For eksempel giftede Milanos (statschef) Ludovico Moro sig på et tidspunkt, som var udvalgt af en astrolog den 17. janur 1491. Denne dag styredes af planeten Mars. Hensigten var at ægteskabet skulle frembringe en dreng.

Astrologerne arbejdede helt åbenlyst og betragtedes som videnskabsmænd. Deres kundskaber kunne nu lettere spredes takket være den nye mulighed - at trykke bøger. Desuden var den klassiske litteratur blevet genopdaget. Kirkens autoritet var blevet mindsket og dermed tillige dens moralske indflydelse.

Mange af de videnskabsmænd, som vi kender fra den tid var også fremtrædende og betydningsfulde udøvere af astrologi. Den danske astronom Tycho Brahe (1546 1601) propaganderede åbenlyst for astrologien.

Johannes Kepler (1571-1630), Brahes elev, opdagede planeternes elliptiske baner. Han betragtes som astronomiens fader, men han var også praktiserende astrolog og ernærede sig som sådan.

Astrologien var ikke bare et - højkulturfænomen - tværtimod - den var yderst populær i alle samfundslag. Astrologiske almanakker vandt stor udbredelse indenfor alle befolkningsgrupper.

Det var ikke bare den katolske kirke, som havde delte meninger om astrologiensbetydning. Også den protestantiske lejr var delt.

Calvin vendte sig mod astrologien, mens Luther og Melanchthon forsvarede den. Luther skrev selv i et forord til en Astrologi bog (Tegn i himlen og på jorden skal man ikke se bort fra, eftersom de skyldes Guds og englenes virksomhed).

Den såkaldte - oplysning - fik en meget negativ betydning for astrologien. Efter at have været en agtet videnskab, blev den nu betragtet som ren overtro af de nye indflydelsesrige intellektuelle.

Megen af den kritik, som oplysningstænkere rettede mod astrologien, var nok stort set rigtig. Man mente, at der ikke fandtes noget bevis for astrologernes påstande. Og sandt nok fandtes der - på det tidspunkt - ikke særlig mange beviser at vise frem. I hvert fald ikke af den art som oplysnings tænkerne efterlyste.

Det fejlagtige i kritikken var, at den kun baserede sig på de intellektuelles egne teoretiske fordomme. Astrologiens kritikere gjorde sig aldrig den ulejlighed, at sætte sig ind i astrologien og affærdige den udfra et dybere kendskab. Man afviste af rent teoretiske årsager muligheden for, at den skulle kunne fungere.

I vort århundrede har forskning vist, at en del af de urgamle astrologiske påstande om forbindelsen mellem karakteren og planetpositioner i fødselshoroskopet faktisk stemmer. Oplysningstidens påvirkning indebar astrologiens detronisering.

Den skulle imidlertid få en fantastisk renæssance i slutningen af forrige og i vort eget århundrede. Den moderne astrologi, som den præsenteredes af Alan Leo (1860-1917), kan siges at udgøre en syntese af Ptolemæus og hinduistisk astrologi.

Gennem Alan Leo og andre astrologer fik astrologien atter greb om masserne. Astrologiske magasiner begyndte at udkomme, og stadig bredere kredse optog for alvor studiet af emnet. Med Leos arbejde var der blevet skabt en syntese, som må betragtes som epokegørende.

Siden hans arbejde udkom, er der egentlig ikke sket så meget, hvad angår den astrologiske praktik. Den horoskoptolkning, som astrologer udfører i dag, hviler stort set på samme principper som Leo brugte - dog i en forenklet form.

Den astrologi, som praktiseredes i Det gamle Ægypten, var ikke lige så omfattende som den kaldæiske astrologi. Det geografiske miljø var anderledes, og det afspejlede sig også i deres astrologi.

Nilens årlige oversvømmelse faldt sammen med Solens årlige konjunktion med stjernen Sirius. Denne stjerne fik derfor stor betydning i deres forestillings-
verden.

Ægypterne baserede ikke deres astrologi på Zodiakens konstellationer, men på Solen, Månen og meteorologiske fænomener.

Under den sidste farao fandt den Kaldæiske astrologi indpas, Ptolemæus skrev senere sin Tetrabiblos i Alexandria, som var et intellektuelt centrum på hans tid.

Mayaindianerne havde en meget udviklet astronomi og avanceret astrologi. Man har fundet templer og observatorier fra år 400-600. Disse lå øverst på toppen af en pyramide af terasser. De var nøjagtig rektangulære og præcis som Kaldæiske templer orienteret efter de fire verdenshjørner

Maya indianernes præster beskæftigede sig også med forudsigelser angående både personer og hændelser. De stillede det, vi ville kalde et, karakterhoro-
skop. Hver dag i året tilhørte et tegn. Når man var født på en bestemt dag var man styret af det korresponderende tegn hele sit liv.

Man udvalgte også fordelagtige dage til påbegyndelse af forskellige projekter og foretagender. Maya indianernes astrologi er på mange punkter så lig den klassiske astrologi, at man skulle tro, at der var en forbindelse mellem dem.

Den del af astrologien, som vi i dag må betegne som astronomi, var antagelig yderst avanceret. Der findes ting, som tyder på, at astrolog-præsterne kan have beskæftiget sig med astronomiske problemer, som ikke engang nutidens astronomer har klarhed over.

Det sydamerikanske kontinent er imidlertid endnu ikke tilstrækkeligt udforsket, til at man kan vide noget med bestemthed. Der er mange teorier i omløb. En af dem går ud på, at både den astrologi som fandtes i Sydamerika og den Kaldæiske astrologi er blevet udsat for påvirkning fra Kina.

Den gamle kinesiske kultur er stærkt gennemsyret af en astrologisk tankegang. Omkring ca. år 2000 f.v.t. var der en stærk sammenhæng mellem jordbruget og tilbedelsen af himmelfænomener. Senere kom astrologien også til at diktere love i Kina.

Firetallet spillede en afgørende rolle i den kinesiske astrologi og i det kejserlige Kina i det hele taget.

Kejseren kaldtes for - himlens søn. Chou-dynastiets herskere (2000-tallet f.v.t.) tilbragte deres tid i forskellige dele af det kejserlige palads, som korresponde-
rede med de fire årstider og verdenshjørner. Det firkantede palads var bygget således, at foråret korresponderede med øst, sommeren med syd, efteråret med vest og vinteren med nord

Kejseren personificerede universets harmoni. Dette kunne dog have sine ulemper. Når det mislykkedes for kejserens rådgivere at forudsige forskellige fænomener, så kunne folket opfatte det som om, at den perfekte harmoni mellem himmel og jord var blevet forstyrret. I nogle tilfælde førte dette til oprør og konsekvensen var kejserens afsættelse.

Den kinesiske astrologi har også sine rødder i taoismen, som blev grundlagt af Lao-tse i det sjette århundrede f.v.t. Tao er den universelle kraft eller intelli-
gens, som styrer alt i universet.

Her finder man også forestillingen om mikrokosmos, som udgøres af mennesket og dets krop - og makrokosmos, hele universet. I forskellige dele af den menneskelige krop boede guddommelige væsener som man kunne - se, hvis man gennem meditation udviklede et særligt syn.

Disse guder repræsenterede forskellige former for himmelsk indflydelse på mennesket. Ved diverse øvelser kunne man rense sig selv for onde ånders indflydelse. Både krop og sjæl kunne på denne måde opnå evigt himmelsk liv.

Ifølge Marco Polo var der på den tid, hvor han var i Kina, 5000 aktive astrologer ved Kublai Khans hof. Der har været flere forskellige skoler i Kina, som har haft meget varierende opfattelser af, hvordan universet var opbygget.

En retning mente atstjernerne fløj frit omkring i universet, kun påvirket af den guddommelige vind.

Andre mente, at himlen var en fast flade, formet som indersiden af et æg. Jorden flød i midten af ægget. Forandringer på stjernehimlen skyldtes at ægget snurrede rundt om sin egen akse, som et hjul.

Den kinesiske astrologi var baseret på Månens cyklus. Den har ligesom den vestlige astrologi tolv tegn. Men med den forskel at hvert tegn korresponderer med et år. Hvert år begynder ved den anden fuldmåne efter vintersolhverv. Alle tegn er opkaldt efter forskellige dyr. Ifølge legenden skal Buddha havde kaldt alle dyr til sit hof.

De tolv mest civiliserede først. Det var Rotten, Oksen, Tigeren, Haren, Dragen, Slangen, Hesten, Fåret, Aben, Hanen, Hunden og Svinet. Buddha belønnede dem ved at opkalde de forskellige år efter dem.

Man regner i kinesisk astrologi med fem elementer: Metal, Vand, Træ, Ild og Jord.

Den type astrologi, som i dag går under navnet hinduistisk astrologi, har meget lidt at gøre med den oprindelige indiske astrologi. Den er formentlig hovedsage-
lig et produkt af den britiske indflydelse i Indien.

Der er henvisninger til astrologi i alle de religiøse skrifter, f.eks. i Veda-skrif-
terne og i Upanis haderne. Svastikaen, det hinduistiske religiøse symbol, som i dag kan ses på indiske flag, symboliserer Solens bevægelse rundt i de fire verdenshjørner.

Trods alle de astrologiske skrifter, så findes der kun få beviser for, at astrolo-
gien har været særlig avanceret før Alexander den Stores invasion år 327 f.v.t.

I løbet af 600-tallet formedes de første principper for den såkaldte hinduistiske astrologi. I forbindelse med den tyrkiske invasion af Punjab i 900-tallet, reformeredes indernes astrologi yderligere af araberne. Deres indflydelse har betydning den dag i dag.

Den indiske astrologi adskiller sig på flere væsentlige punkter fra den vestlige. Den anvender den sideriske zodiak. I praksis indebærer det, at alle punkter i et horoskop flyttes et antal grader bagud i zodiaken.

Inderne opfatter horoskopbilledet som et portræt af et menneskes tidligere liv ( inkarnationer ) og dets skæbne ( karma ) i dette liv.

Derudover står et menneskes livs længde altid i centrum, når en indisk astrolog tolker et horoskop. De indiske astrologer har en langt mere deterministisk indstilling end de vestlige.

En vestlig astrolog fortæller intet om, hvornår en person kunne tænkes at dø. De astrologiske metoder formår ikke at oplyse om sådanne ting med en rimelig sikkerhed, og under alle omstændigheder ville ingen fornuftig astrolog give sig af med noget sådant.

Den vestlige holdning levner i øvrigt mere plads til den frie vilje og - i overens-
stemmelse med vestlig tradition - til fornuften end man gør i den indiske tradition.

Den indiske astrologi stiller enorme krav til nøjagtighed, da minutter og sekunder er helt afgørende.

Når man tænker på, hvor svært det er at fastsætte et nøjagtigt fødselstidspunkt og på manglen på tidsfornemmelse og ure i Indien, så er det ret besynderligt, at den indiske astrologi er så afhængig af minut og sekundrigtige fødsels tidspunkter.

Denne pinlige nøjagtighed foranlediger også den indiske astrologi til at påtage sig at forudsige så godt som hvert minut af et menneskes liv. Dette strider selvsagt imod den vestlige menneskeopfattelse.

Slut på lidt om Astrologiens historie.